Opret bruger

Privatlivspolitik

Version 2026-09 · sidst opdateret 19. sep. 2026

Denne politik beskriver, hvilke personoplysninger Våbenmarked.dk indsamler om dig, hvad de bruges til, hvor længe vi gemmer dem, og hvilke rettigheder du har efter databeskyttelsesforordningen (GDPR).

1. Dataansvarlig

Ansvarlig for behandlingen af dine oplysninger er:

Våbenmarked.dk
Søndermarken 20
6690 Gørding
CVR-nr. 32684122
kontakt@vaabenmarked.dk
Facebook

Vi har ikke pligt til at have en databeskyttelsesrådgiver (DPO), og vi har ikke udpeget en. Spørgsmål om dine oplysninger sendes til kontakt@vaabenmarked.dk.

2. Hvilke oplysninger vi behandler

Når du opretter en konto

  • Navn, postnummer, by og landsdel
  • E-mailadresse og telefonnummer
  • Brugernavn og adgangskode (adgangskoden gemmes kun som en krypteret hashværdi og kan ikke læses af os)
  • Tidspunkt og version for din accept af handelsbetingelserne
  • Har du sagt ja til nyhedsmails: tidspunktet og den ordlyd, du sagde ja til. Vi gemmer ordlyden, fordi vi skal kunne dokumentere, hvad du har givet lov til. Du kan afmelde når som helst under Min side eller med linket nederst i mailen
  • IP-adresse ved oprettelsen og ved seneste login
  • Opretter du en erhvervskonto: firmanavn, CVR-nummer, firmaadresse og eventuelt hjemmeside. De oplysninger vises offentligt på dine annoncer og din sælgerprofil, så købere kan se, at de handler med en erhvervsdrivende. Er virksomheden registreret på din bopæl, er det bopælsadressen, der bliver vist

Når du bruger sitet

  • Dine annoncer med tekst, priser, område og billeder
  • Dine favoritter
  • Søgninger du selv vælger at gemme, så vi kan sende dig en mail, når der kommer en annonce, der passer. Vi gemmer filtrene – fx søgeord, kategori og prisinterval – ikke en historik over alt, hvad du har søgt efter. Du kan slette dem når som helst under Min side, og så stopper mailen
  • Søgninger der gav nul resultater, gemmes uden bruger og uden IP-adresse: kun søgeordet og tidspunktet. De bruges til at se, hvilke annoncer sitet mangler, og kan ikke føres tilbage til dig
  • Bedømmelser du skriver eller modtager, og svar på dem
  • Beskeder du sender til en sælger gennem sitet, med indhold og IP-adresse
  • Anmeldelser af annoncer, du indberetter
  • Log over logins, ændringer og administrative handlinger med IP-adresse og browserstreng

Billeder

Billeder til annoncer skrives om, og de tekniske oplysninger, kameraet lægger i filen – herunder GPS-position – fjernes automatisk, inden billedet offentliggøres.

3. Hvad oplysningerne bruges til, og på hvilket grundlag

FormålOplysningerRetsgrundlag
Oprette og drive din konto, vise dine annoncer og formidle kontakt Kontooplysninger, annoncer, beskeder Opfyldelse af aftalen med dig, art. 6, stk. 1, litra b
Bekræfte din e-mailadresse og nulstille adgangskode E-mail, tokens Opfyldelse af aftalen, art. 6, stk. 1, litra b
Forebygge og opklare misbrug, svindel og ulovlig våbenhandel Revisionsspor, IP-adresser, beskeder, indberetninger Vores legitime interesse i en sikker markedsplads, art. 6, stk. 1, litra f
Vise bedømmelser, så andre kan vurdere en handelspartner Bedømmelser og stjerner Legitim interesse i tryg handel, art. 6, stk. 1, litra f
Vise dit telefonnummer eller din e-mail på dine annoncer Telefon, e-mail Dit samtykke, som du selv slår til og fra, art. 6, stk. 1, litra a
Statistik over brugen af sitet Cookies, sidevisninger og enhedstype. Google Analytics 4 gemmer ikke din IP-adresse Dit samtykke, art. 6, stk. 1, litra a

4. Hvad andre kan se

  • Offentligt synligt: dit brugernavn eller dit valgte visningsnavn, din landsdel og eventuelt by, dine aktive annoncer med billeder, og de bedømmelser andre har skrevet om dig.
  • Kun for indloggede brugere: dit telefonnummer og din e-mailadresse – og kun hvis du selv har slået det til under Min side.
  • På en erhvervskonto: firmanavn, CVR-nummer, firmaadresse og telefonnummer er synlige for alle, også uden login, og telefonnummeret kan ikke slås fra. Det er en forudsætning for at annoncere som erhvervsdrivende.
  • Aldrig offentligt: din postadresse, din adgangskode, dine IP-adresser, dine beskeder og de oplysninger, vi bruger internt til drift og sikkerhed.

5. Hvem vi deler oplysninger med

Vi sælger aldrig dine oplysninger.

Sitet og databasen kører på vores egen server i Danmark. Ingen ekstern udbyder har adgang til databasen eller til de billeder, du lægger op, mens sitet kører. Vi tager sikkerhedskopier hver time, og en kopi opbevares hos Hetzner Online GmbH i Tyskland. Kopierne krypteres, inden de lægges hos udbyderen, og krypteringsnøglen bliver hos os. Udbyderen kan derfor ikke læse indholdet. Vi har indgået en databehandleraftale med udbyderen efter databeskyttelsesforordningens artikel 28.

Vi bruger disse databehandlere og modtagere:

ModtagerFormålPlacering
Vores mailudbyder (send.one.com) Afsendelse af bekræftelsesmails, nulstilling af adgangskode og varsling om nye beskeder mellem brugere EU
Hetzner Online GmbH Opbevaring af krypterede sikkerhedskopier. Udbyderen har ikke nøglen og kan ikke læse indholdet Tyskland
Meta Platforms Ireland Ltd. (Facebook) Kontakt via vores Facebook-side og den besøgsstatistik, Meta laver for siden EU, med mulig overførsel til USA under EU-US Data Privacy Framework
Google Ireland Ltd. (Google Analytics) Statistik – kun hvis du har givet samtykke EU, med mulig overførsel til USA under EU-US Data Privacy Framework
Vestjysk Consulting (bogholder) Bogføring og regnskab. Har adgang til vores betalingssystem og bankkonto og ser i den forbindelse navn, e-mailadresse og beløb på de betalinger, der er gennemført Danmark
Politiet Ved mistanke om overtrædelse af våbenloven eller anden kriminalitet Danmark

Skriver du en besked til en sælger gennem sitet, foregår samtalen under Beskeder på Min side. Hverken du eller sælgeren får den andens e-mailadresse at se. Vi sender en mail om, at der er kommet en besked – den indeholder beskeden og et link til samtalen, og den kan slås fra under Min side.

Skriver du til os på Facebook, behandler Meta både din besked og oplysningerne på din profil efter Metas egne regler, som vi ikke bestemmer over. Som ejer af siden er vi desuden fælles dataansvarlige med Meta for den besøgsstatistik, siden laver. Vi kan hverken slå den fra eller se, hvad Meta i øvrigt bruger den til. Vil du undgå det, kan du i stedet skrive til kontakt@vaabenmarked.dk – det kræver ingen konto hos Meta. Selve sitet indeholder hverken Facebook-knapper eller sporingskoder fra Meta; der er kun et almindeligt link til vores side, og det sender først noget til Meta, når du klikker på det.

6. Hvor længe vi gemmer oplysningerne

OplysningSlettes
Din konto og profil Når du beder om at få kontoen slettet
Konti der aldrig får bekræftet e-mailadressen Automatisk efter 30 dage
Aktive annoncer Udløber automatisk efter 90 dage
Annoncer du har markeret som solgt Fjernes fra markedspladsen med det samme og bliver liggende under Mine annoncer, hvor kun du selv kan se dem. De slettes, når du selv sletter dem, eller når kontoen slettes
Annoncer du har slettet, eller som er udløbet Ligger i dit arkiv i 30 dage, hvor du kan sætte dem i luften igen. Derefter slettes de endeligt sammen med billederne
Revisionsspor med IP-adresser og beskeder mellem brugere Automatisk efter 365 dage
Sessioner (cookien der holder dig logget ind) Efter 14 dage, eller når du logger ud
Statistik i Google Analytics Slettes hos Google efter 14 måneder, og fristen starter ikke forfra ved et gensyn. Trækker du dit samtykke tilbage under cookieindstillinger, stopper indsamlingen med det samme
Sikkerhedskopier På serveren i 7 dage. Den krypterede kopi hos Hetzner Online GmbH gemmes, indtil den erstattes af en nyere kopi. Beder du om at få din konto slettet, kan dine oplysninger derfor stadig findes i en kopi et stykke tid. Kopierne bruges udelukkende til at genskabe sitet efter et nedbrud

Bedømmelser, du har skrevet om andre, kan blive stående efter en sletning af din konto, men uden dit navn. Ellers ville en sælger kunne fjerne kritik ved at oprette en ny konto.

7. Dine rettigheder

Efter databeskyttelsesforordningen har du ret til:

  • Indsigt – at få at vide, hvilke oplysninger vi har om dig, og få en kopi
  • Berigtigelse – at få rettet forkerte oplysninger. Det meste kan du selv rette under Min side
  • Sletning – at få slettet dine oplysninger, når vi ikke længere har et sagligt grundlag for at gemme dem
  • Begrænsning – at få begrænset behandlingen, mens en indsigelse behandles
  • Indsigelse – at gøre indsigelse mod behandling, der sker på grundlag af vores legitime interesse
  • Dataportabilitet – at få de oplysninger, du selv har givet os, udleveret i et maskinlæsbart format
  • Tilbagekaldelse af samtykke – fx cookies eller visning af dine kontaktoplysninger. Det påvirker ikke lovligheden af behandlingen før tilbagekaldelsen

Du kan hente dine egne oplysninger med det samme under Min side → Mine data. Filen er i JSON og dækker både retten til indsigt og retten til dataportabilitet.

Skriv til kontakt@vaabenmarked.dk, hvis du vil gøre brug af en anden rettighed. Vi svarer senest en måned efter, at vi har modtaget din henvendelse, og beder om dokumentation for din identitet, hvis vi er i tvivl om, hvem der spørger.

8. Sikkerhed

Adgangskoder gemmes som bcrypt-hash og kan ikke læses af os. Formularer beskyttes mod misbrug, loginforsøg begrænses, og alle administrative handlinger registreres med tidspunkt og IP-adresse. Adgang til brugeroplysninger er forbeholdt administratorer, og deres opslag i private beskeder registreres i revisionssporet.

Serveren står hos os selv, og kun vi har fysisk og teknisk adgang til den. Sikkerhedskopier krypteres, inden de lægges hos en ekstern udbyder.

9. Cookies

Hvilke cookies vi sætter, og hvad de bruges til, står i vores cookiepolitik.

10. Klage

Er du utilfreds med, hvordan vi behandler dine oplysninger, hører vi meget gerne fra dig først. Du kan også klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby – datatilsynet.dk.

11. Ændringer

Vi opdaterer politikken, når sitet ændrer sig. Væsentlige ændringer varsles på sitet. Denne udgave er version 2026-09 af 19. sep. 2026.